I pinsedagene åbner Keramikstuen atter dørene for aktive kunsthåndværkere og publikum.

Merete Mortensen – udover at være billedkunstner syr Merete også nye jakker og bluser i klare lyse farver og spændende design. Glæd dig til at se en spændende, alternativ kunstform. Se evt. mere på www.me-je.dk

Martin Ulberg – Som lokal kunstner har jeg Pileflet som min hobby. Jeg fletter næsten alt inden for traditionelle kurve (runde og ovale). Desuden fletter jeg en del forskellige fuglehuse små som store. På det sidste er det blevet til kreativ flet, så som dobbelt kurv samt organiske kurve med grene/træ som materiale.

Susanne Zarp – ”Efter et langt livs arbejde på Kalundborg Sygehus har jeg i de senere år dyrket de mere kreative sider af mig selv. I begyndelsen var det maleriet som jeg stadig nyder at fordybe mig i, senere er jeg begyndt at lave smykker i eget design. Jeg arbejder med sølv og halvædelstene samt i gummi og læder.”

Jens Jacobsen – Trædrejer – smukt håndværk i træ – og insekthoteller. Vigtige som bo-, spise- og ynglesteder for flere af vore truede insektarter, f.eks. bier, mariehøns o.a.. som dekoration i haven. Desuden laver jeg vinrotter som propper til at lukke vinflasken med, som man har lukket op, men ønsker at gemme til senere brug.

Jytte Rasmussen –  jeg har strikket og hæklet næsten al min tid.
Og jeg bruger fantasien, arbejder meget varieret, laver bl.a.  julepynt, pulsvarmere, huer, luffer, tørklæder, veste, trøjer og hæklede figurer.

I butiken er der bl.a. keramik og lys fra eget værksted, te, krydderier, dejlige madolier, foruden alle de andre gode gaveideer.
Nu er det have og terrassetid og så er det hyggeligt med levende lys, vi har haveblus i lave skåle til terrassen eller på stilk til bedet.